Mettes første rejebrev

Torsdag d. 29. september 2011

Hej Alle.

En lille hilsen fra Sydney, hvor vi efter 4 ugers tid har fundet os godt til rette.
Flyveturen herned var lang, men gik helt uden problemer. Vi fandt hurtigt frem til hospitalet hvor vi skal være indtil jul. Vi har hver fået tildelt et kollegieværelse på et kollegium, som ligger lige ved siden af hospitalet. Det er småt, men bekvemt og billigt. Her bor andre studerende, som vi hygger og laver mad sammen med om aftenen.

Den første uge hernede brugte vi på at komme os over det værste jetlag samt lege turister i Sydney. Det første vi sådan rigtigt så hernede var operahuset og Sydney Harbour. Det var helt overvældende bare at stå og se på det. Efter godt et års forberedelser var det underligt pludselig at stå hernede. Vi startede på hospitalet ugen efter. Karen startede på endokrinologisk afdeling, Christine på kardiologisk og jeg på infektions medicinsk. Det første kulturchok fik vi allerede den første dag på hospitalet. Lægerne går ikke med kitler som de gør derhjemme. De går klædt som skulle de lige til at træde ud på catwalk’en. Kvinderne går i tårnhøje stiletter samt kjoler af allernyeste design, mens mændene går med sirligt strøget skjorter og slips. Man kan kun se at de er læger fordi de render rundt med deres stetoskop om halsen. Denne ”dresscode” gælder også medicinstuderende, hvilket betyder ingen lommer til håndbøger, reflekshammer, lygte, stetoskop mm. Desuden tiltaler man lægerne med deres efternavn og stilling, hvilket jeg pænt blev gjort opmærksom på af en meget stram sygeplejerske den første dag.

Det andet kulturchok vi fik, var da vi skulle begå os på hospitalet med vores engelsk. Det blev meget hurtigt til en envejskommunikation. De forstod udmærket os, vi forstod desværre bare ikke så meget af det de sagde. De taler med en meget stærk accent og bruger ”slangs” hele tiden. Desuden ynder de at springe nogle ord over i sætninger samt bruge forkortelser til alt. Nu efter 3 uger på hospitalet har vi så småt vænnet os til det hele (undtagen at vi ikke har nogen lommer til vores kittelgrej). Har også tænkt på, at det faktisk er lidt ulækkert at de mandlige læger render rundt med slips. Sådan et slips kommer vidt omkring når man skal undersøge patienter. Kan ikke lade være med at spekulere på hvor mange bakterier der hygger rundt i sådan et slips efter en stuegang. Hygiejnen går de i hvert fald ikke så meget op i hernede. Alle render rundt med armbånd, fingerringe og armbåndsure. Håndsprit er de ikke flittige brugere af. Jeg ligner nærmest en vagabond i forhold til de kvindelige læger, fordi der ikke er noget ”bling bling” på mine hænder og håndled (hvilket de også har kommenteret). De går meget op i at se godt ud. Jo flere smykker jo højere en stilling har de. Jeg var til en forelæsning den anden dag, hvor forelæseren sluttede af med at han ikke kunne forstå hvorfor de bøvlede så meget med multiresistente bakterier hernede. Jeg skulle virkelig beherske mig for ikke at række hånden op og komme med nogle gode ”fif”.

Ellers er det rigtig godt at være på hospitalet. Vi får mulighed for at være med til rigtig meget og de er meget glade for at lære fra sig, hvilket vi flittigt benytter os af. I fredags lagde jeg venflon (nål i venen til infusion af væsker) på en patient for første gang. Efter jeg havde lagt det fortæller patienten, at han var MEGET bange for nåle. Godt jeg ikke havde vidst det inden jeg skulle stikke, for så havde jeg været endnu mere nervøs end jeg var i forvejen. Vi bor lige i udkanten af Sydney og kan meget nemt smutte ind til centrum af byen, som vi tit gør i weekender og når vi har tidligt fri fra hospitalet. Det er en meget smuk by (også i regnvejr), men den er stor, så vi nyder at vi har flere måneder til at se den i og derfor kan tage det stille og roligt og suge alt til os. Sidste weekend fik vi besøg af en af Karens veninder, Camilla, som bor i Melbourne. Hende og hendes kæreste Morgan har et tøjmærke som de skulle lancere på modemessen i Sydney, så i den forbindelse kunne vi hænge lidt ud med dem og de kunne vise os lidt rundt i Sydney. Vi var bl.a. inde på en kæmpe Barbecue restaurant hvor vi fik spareribs grillet på rigtig ”Aussie-stile”. Det krævede lidt hagesmækker og en god sangaria. Det var virkelig god mad (glæd dig Simon!!).

Forrige uge blev vi spurgt om vi ville medvirke til førsteårs medicinstuderendes eksamen, som er en praktisk/klinisk eksamen, hvor vi skulle agere som patienter. Deres eksamen gik ud på at de skulle måle et manuelt blodtryk samt kunne palpere et knæ. Karen var hurtig(st) til at smide bukserne og kunne derfor lægge knæ til, så jeg trak nitten og fik målt blodtryk mere end 100 gange den dag. Min arm var til sidst helt blå. Der kom mange gode bud på hvordan sådan et blodtryk skal måles. Indtil flere nåede ikke en gang at sætte manchetten på min arm og én prøvede endda at sætte den om mit hoved. Jeg skulle virkelig beherske mig for ikke at komme til at grine. Det var først da der var en som forsøgte at sætte en manchet til overvægtige patienter på min arm, og bagefter skød mig til at være 31 år, at jeg måtte protestere (han dumpede - heldigvis). Det var skægt at overvære deres eksamen og se hvordan det foregår på deres første år. Hvis jeg havde startet mit første år med at lære at måle blodtryk i stedet for at lære hele cellebiologien udenad havde mine eksamensresultater nok set lidt anderledes ud.

Deres uddannelse er meget mere praktisk end hjemme i Danmark. Medicinstuderende på Sydney universitet (”Hogwarts” som vi kalder det) er allerede ude at have med patienter at gøre på første år, hvor vi på Københavns Universitet først kommer ud på hospitaler på vores fjerde år. At starte sin medicinuddannelse med lidt kliniske fag gør det noget mere motiverende at skulle læse i så mange år. Det kunne de godt lære noget af derhjemme.

Vi har det godt hernede alle sammen og nyder et stille og roligt semester uden stress og dårlig samvittighed. Det var koldt om natten de 2 første uger, men vi kan mærke at det begynder at blive varmere og det er allerede blevet til en del strandture. Ellers bruger vi vores fritid bl.a. på også at komme lidt rundt og se os omkring hernede. I starten af november har vi nogle fridage fra hospitalet, så da planlægger vi en tur til Ayers Rock og den australske outback. Glæder mig til at skrive og kunne fortælle mere. Håber at I har det godt derhjemme.

/Mette

Mettes andet rejebrev

Onsdag d. 19. oktober 2011

Hej Alle.

FOR DEM SOM IKKE VIL LÆSE DEN LANGE VERSION:
Vi har det godt, nyder livet, solen og varmen.
Har fået 2 vabler på min højre fod og 4 myggestik i hovedet (ingen slangebid endnu). Karen har lært at der ikke findes noget der hedder en "bestseller vin" men en Reserva. Jeg styrer og Christine har fået ny frisure.
Det går super og Australien er FANTASTISK!!!

(DEN LANGE VERSION):
Endnu en hilsen fra det meget forårsagtige Australien. Vejret har ændret sig meget den sidste uges tid og det er blevet varmere. Når jeg nævner at vejret er skønt for nogen på hospitalet, ruller de øjne og siger at det er koldt og at det bliver varmere endnu (hvilket egentlig skræmmer mig - for jeg synes det er rigeligt varmt nu).

Siden jeg skrev sidst har jeg skiftet afdeling. Før var jeg på infektions medicinsk og nu er jeg på kardiologisk, hvor jeg er i gang med min 3. uge. Dette er en markant ændring i forhold til den tidligere afdeling. Her er det en ren mandeverden hvor slipsenåle i guld, dyre biler, hierarki og spidse albuer styrer hverdagen på afdelingen.

Det er et meget populært speciale i Australien og derfor også et job hvor der bliver kæmpet indbyrdes. Det er ikke unormalt at der sidder 15 unge læger og venter 1 time på at overlægen har tænkt sig at dukke op, til morgenkonferencen (for man begynder i hvert fald ikke før ham), og man skal slet ikke så meget som at overveje at tage en kop af den frisklavede kaffe, før han har sagt værsgo (så pyt med at den når at blive kold før han kommer). Sådan var min første morgen på denne afdeling. Efter en time kom en sygeplejerske løbende ind i lokalet (til de 15 kaffehungrende læger) og bad en af dem, om at gå ned og flytte en kørestol, som var blevet placeret på overlægens p-plads (hans fine og dyre Maserati kan absolut ikke holde andre steder end lige foran indgangen og flytte kørestolen selv ville være helt udelukket).

Efter den dag skiftede jeg taktik og begyndte at sætte mig længst væk fra døren - da jeg nødigt vil være den, der skal ned at flytte efterladenskaber efter en hund, næste gang Maseratien kommer for sent :-)

Min supervisor er en lidt ældre herre og en meget dygtig læge. Han er vild med at lære fra sig og vil rigtig gerne fortælle - mens han går. Han er ikke meget for at stå stille og synes, at det er spild af tid. Hver gang jeg spørger ham om noget og lige standser op, fortsætter han bare mens han råber efter mig (som en hund) "walk and talk, walk and talk!!". SÅ jeg småløber efter ham og alle vores samtaler foregår mens vi er på vej til eller fra et sted. Den første uge sagde han hele tiden til mig at det er vigtigt som læge at kunne gå mens man snakker "walk and talk, walk and talk!". Det var lidt frustrerende i starten, men nu har jeg så småt vænnet mig til det. Hannah, en tysk medicinstuderende, og jeg kalder ham for "walkie talkien" (men kun når han ikke hører det). Vi er snart blevet godt integreret hernede og har også fået os en del Aussie venner efterhånden. Forrige weekend tog Karen og jeg til Surry Hills (en bydel inde i Sydney), for at få lidt mad lørdag aften. Vi blev meget hurtigt kapret af et større selskab som syntes det kunne være hyggeligt hvis vi lige deltog i deres fest, som vi senere fandt ud af, var en forlovelses-fest (Karen og Mette - kan nu skrive "engagement-crashers" på deres CV). Det var en sjov aften og vi har hængt ud med dem lige siden. En af dem ejer en bar, hvor der hver mandag aften er noget comedy-show. Vi blev inviteret med sidste mandag, hvor vi selvfølgelig skulle sidde ved et bord helt oppe ved scenen. Vi blev godt og grundigt hængt ud af alle komikerne hele aftenen, som syntes at vores accent var ssssåååå sjov (ja ja - så skulle de prøve at høre sig selv hernede). Der var selvfølgelig ikke nogen hjælp at hente fra vores nye "venner" – til gengæld fik vi gratis mad og vin efter showet (hvilket også bare manglede efter at have underholdt hele baren den aften og de billige grin fra publikum på vores bekostning). Det er en af de ting der er så fedt ved australier - de er meget åbne, direkte og imødekommende. Når man møder en tilfældig på gaden, spørger de altid: "Hey how are you doing?" ("He haw ya doin" - på australsk). I starten blev jeg lidt fornærmet og tænkte at det ikke kommer dem ved hvordan jeg har det. Andre reagerer lidt anderledes (Christine så det som en oplagt mulighed for lige at krænge hele sin sjæl ud og fortælle hele sin livshistorie og Karen klamrede sin taske til sig fordi hun var overbevist om at de var ude på at stjæle fra os). Efter at have lært australier bedre at kende, har vi fundet ud af, at de spørger for at være høflige - fordi det er de bare hernede.

Australierne er ikke de eneste åbensindet mennesker hernede - Christine har fundet sig en lille kæreste/ferieflirt :-) En østrigsk medicinstuderende som lige er blevet færdig med sit ophold på hospitalet og tager hjem til Østrig om nogle uger. Det bliver lidt hårdt for hende, da de har været meget sammen den sidste måneds tid. Til gengæld får vi fornøjelsen af at være lidt sammen med hende igen.

Det er ikke kun sjov og ballade - vi lærer skam også en masse om den australske kultur hernede. Bl.a. har vi lært lidt om Rugby i anledning af, at der var Rugby Finals forrige weekend. Vi gik ind på en bar, bestilte en øl og satte os ned sammen med en masse rugby entusiaster og sørgede for at gøre det de gjorde. Hvilket var at heppe på de rigtige tidspunkter og råbe når de råber og prøve at råbe det samme som dem (hvilket var svært idet det i forvejen er svært at forstå australier - og det bliver ikke nemmere når de er beruset og har øl i munden samtidig). Vil sige vi klarede det temmelig godt (og det gjorde det australske rugby hold også).

I morgen aften flyver vi til Melbourne, som ligger ved sydøst kysten. Vi tager en forlænget weekend, hvor vi besøger Camilla og Morgan som bor dernede. Vi skal bl.a. ud at se "The Great Ocean Road", der strækker sig fra Melbourne langs kysten, med udsigt over vandet og klipperne. Det skulle være en af de smukkeste veje i Verden - har vi fået at vide. Så det glæder vi os meget til!

Det var alt for nu.

Det går rigtig godt hernede. Vi lærer en masse og nyder foråret, solen, varmen og livet :-) Tusind tak for mails hjemmefra, det er dejligt at høre hvordan det går jer derhjemme.

Mange Knus og tanker

Mette

Mettes tredje rejebrev

Søndag d. 13. november 2011

Kære Alle.

Endnu en lille opdatering fra det nu sommer-ramte Sydney.

Igen sender jeg en kort version og en lidt længere version (ved det ikke er alle der er så vilde med at læse lange mails).

Den Korte version:

Vi har det godt og vi nyder sommeren og varmen.

Melbourne var fantastisk - dejlig mad og smuk by.

Vi er lige vendt hjem fra en smuttur i Outbacken hvor vi var på en lille rundtur og oplevede Central Australien. Og JA - postkortene lyver ikke - sandet er virkelig rødt derinde!!

Antal slangebid: 0
Antal myggestik: 12
Antal fodvabler: 4
Antal myrebid: > 1000
Antal edderkopper i soveposen: 2 (men de var små)
Antal Krokodiller set: (1) Svært at sige på så lang afstand

Alt i alt en rigtig god tur!!
Vi knokler derudad på hospitalet og er blevet færdig med intern medicin, så nu gælder det kirurgi, hvor jeg skal være på to forskellige afdelinger indtil jeg er færdig på hospitalet til jul.

I næste uge får vi rigtig fint besøg; Simon kommer en tur herned og skal være her to en halv uges tid. Derudover kigger Kronprinsesse Mary også et smut forbi - så jeg får nogle travle dage.)

Den Lange version:

Siden vi gik ind i november måned har vi haft høj sol og dagstemperaturer på gennemsnitligt 30 grader. Vi kæmper alle sammen lidt med varmen, især Karen, som gør alle opmærksomme på "at det er varmt" omkring en halvtreds gange om dagen. Det er lidt svært at håndtere varmen og sommeren, når der samtidig bliver pyntet op til jul og reolerne i vores supermarked er fyldt op med julekager, nisser og andet julegøgl. Tror det bliver svært at komme i julestemning i år. Radion er allerede begyndt at spille julesange, som vi hurtigt skruer ned for og sætter " vamous a la playa" på og fortsætter en kraftig benægtelse af at vi nærmer os december måned.

Siden jeg skrev sidst har vi været en tur i Melbourne. Det var rigtig hyggeligt og det er en meget anderledes by end Sydney. Den er mere europæisk end Sydney og er tilholdssted for unge kunstnere, designere og kreative folk. Man bliver inspireret på en helt anden måde når man går rundt i Melbourne og får set ting man ikke ville kunne se i nogen anden by.

Camilla og Morgan var rigtig søde til at huse os i deres lejlighed og de viste glad deres by frem.

Det går stadig godt på hospitalet og jeg er blevet færdig på kardiologisk afdeling og er dermed færdig med intern medicin. Vi er nu startet på kirurgi og jeg er på urologisk afdeling (urinveje). Desuden har vi fået at vide, at vi skal op til eksamen i lungemedicinsk og derfor tilbringer vi også en del tid på respiratorisk afdeling, hvor vi bliver undervist af professor dr. M. Peters, som også skal eksaminere os en gang i december. Han er enormt dygtig og vældig sød. Jeg synes at lungemedicinsk er spændende og er rigtig glad for, at det netop er det vi skal op i.

En positiv ting ved at være på kirurgisk er, at vi skal iføre os "scrubs" som er mere behagelig at have på end stramme nederdele og kjoler. Desuden er træsko noget bedre at have på end stiletter en hel dag. Man ser dum ud i sit blå kirurgiske "outfit" og kigger man ind på operationsstuen så ligner det en samling smølfer der render forvirret rundt, men næsten hellere det end catwalken i Milano, som det nogen gange er på de medicinske afdelinger.

Forrige weekend blev jeg spurgt om jeg ville deltage i en "Burns Conference" her på hospitalet. Concord Hospital er specialister i brandsår og de får fløjet brandsårspatienter ind fra hele Australien og New Zealand. De skulle afholde en konference for nyuddannet læger som ville specialisere sig i brandsår. Jeg skulle, sammen med 3 andre australske medicinstuderende, agere som brandsårspatient og vi fik lagt fuld krigsmaling så det lignede vi havde fået alvorlige forbrændinger og skulle så figurere som patienter.

Om formiddagen fik vi lov til at medvirke til forelæsningerne og senere blev lægerne delt op i mindre grupper og skulle rundt til forskellige workshops hvor jeg gik med en af grupperne. Det er en fornøjelse at opleve australier, for de er simpelthen så nemme at omgås. De kommer bare hen til en og begynder at snakke og efter 10 minutter var jeg bedste venner med de 8 læger i min gruppe og de syntes det var fantastisk hyggeligt at de kunne undervise mig lidt og jeg sugede ALT til mig.

Senere på eftermiddagen skulle de op til en mindre skriftlig eksamen og imens blev vi studerende forvandlet til brandsårspatienter.

Jeg skulle forestille at være en skizofren stofmisbruger som kom ind på hospitalet med forbrændinger på begge ben og arme efter at have ligget i en brændende seng fordi jeg var høj på stoffer (en hverdagssituation som alle jo kan relatere til). Det gik fint med at spille rollen og det gik også fint for lægerne - de bestod alle sammen deres eksamen. De to eksaminatorer mente at hvis medicinstudiet gik helt galt for mig, kunne jeg altid blive skuespiller. Ham som arrangerede eksaminerne bad mig om at hjælpe til her i næste uge hvor 3. semesters medicinstuderende skal op til eksamen, og de kunne godt bruge en figurant mere.

Jeg syntes det var meget spændende at lære om behandlingen af brandsår og de forskellige måder hvorpå man inddeler brandsår. Vi fik set patienter som var indlagt her på hospitalet og en af patienterne gjorde særlig indtryk på mig. Det var en ung pige på min alder, der var blevet fløjet ind for en halvanden månedstid siden, oppe fra det nordlige Australien (Darwin). Hun var blevet fanget i en kæmpe brand (bushfire) under et maratonløb og havde forbrændinger på 70 % af kroppen. Hun har allerede været igennem 17 operationer, men på trods af hun stadig skal igennem flere operationer, bliver hun aldrig som hun var før. Hun var model og man kan på billederne se, at hun var en utrolig køn pige. Nu er der ikke så meget tilbage af hende. Hun har hverken ører eller næse. Hendes mund er nærmest smeltet sammen og hendes øjne ser også helt forkert ud. Hun har ingen hænder og fødder tilbage Det er så tragisk at se hende. Hun nåede aldrig at se branden under løbet - det var varmen fra branden der kunne gøre så stor en skade på hende. Det er sådan nogle patienter hvor jeg skal kæmpe for ikke at gå hen og give dem et kæmpe kram og bryde ud i gråd sammen med dem, fordi jeg synes det er så uretfærdigt. Det er ikke alting der er lige sjovt ved at komme ud og opleve den hårde og barske virkelighed. Gætter at det er noget man skal arbejde på, for jeg vil komme ud for mange situationer som denne, i mit fremtidige studie og job.

I sidste uge havde vi fået nogle dage fri fra hospitalet, og vi tog en smuttur til den australske outback hvor vi blandt andet så Ayers Rock (den kæmpe store sten som ligger i midten af Australien), central Australien, Kata Tjuta og Kings Canyon.

Det var en 5 dags tur hvor vi skulle sove i soveposer i ørkenen.

Det var en helt speciel oplevelse at komme så langt ind i landet og se Australien fra en helt anden side, end det man normalt forbinder landet med.

Vi havde en turguide som var god til at fortælle om naturen, historien og de indfødtes (aboriginals) kultur. Han var en ung mand, der havde levet 3 år sammen med nogle af de indfødte og han var derfor vant til at færdes i outbacken. Tror han havde meget morskab over os 3 piger, som for første gang skulle begå os i en ørken sammen med alt muligt forskelligt kryb. Han fik i hvert fald råbt lidt af os, når vi ikke var helt klar til tiden og når Karen kom hoppende og råbende ind i ham, fordi hun var sikker på det var en slange der var kravlet op i hendes shorts. Præcis lige som "BS og blondinerne" ville have udspillet sig hvis TV3 havde valgt at lave en sådan udsendelse.

På trods af at han var lidt strid ved os den første dag, så nåede vi på en eller anden måde at blive gode venner med ham, hvilket var en god ting, da det var ham som havde geværet (og maden, som Karen gjorde os andre opmærksom på).

Vi lavede mad over bål og fik enormt god mad, blandt andet chili con carne med kænguru ("chili con guru") og kamelbøffer.

Det var helt overvældende at se så smuk en natur og samtidig føle sig så langt fra alting! Jeg må indrømme at jeg lige skulle overvinde mig selv den første nat. Det at skulle lægge sig til at sove under åben himmel sammen med alle slangerne, edderkopperne og krokodillerne var lidt specielt! Christine havde sin lille lommelærke med og den måtte vi søge lidt trøst i (når "Outback Jack" ikke kiggede selvfølgelig). Den anden nat gik det lidt bedre, idet vi var så trætte at vi knap nok nåede ned i vores soveposer, før vi faldt i søvn.

Den sidste nat slog vi lejr det sted i verden, hvor man kan se allerflest stjerner og stjerneskud. Det var helt spektakulært at ligge og kigge på dem (nåede at tælle 43 stjerneskud inden jeg faldt i søvn).

Vi så både solnedgang og solopgang over Uluru (Ayers Rock) og vi fik travet nogle gode lange ture og besteg Kings Canyon.

Det var 3 meget trætte piger der vendte hjem til Sydney søndag aften. Med en oplevelse (og en del fodvabler og myrebid) rigere gik vi omkuld søndag aften, efter at have snakket hele turen igennem igen og igen.

Christine var helt høj over at vi havde travet så langt, Karen var begejstret over den gode mad vi havde fået og jeg var af alt mest lykkelig over at være vendt hjem i live, uden at have været i nærkamp med hverken slanger, edderkopper, krokodiller eller vores turguide og hans gevær (der var nogle tidspunkter hvor jeg mistænkte ham for at overveje at spilde en kugle eller to på os).

I næste uge kommer Simon herned og skal være her to en halv uges tid. Jeg glæder mig meget til at se ham. Selvom jeg synes tiden går hurtigt hernede, så synes jeg alligevel at det er ved at være lang tid siden jeg tog af sted fra Danmark.

Jeg har arbejdet lidt ekstra på hospitalet den sidste måneds tid og kan derfor holde nogle dage fri indimellem så vi kan komme lidt rundt og se nogle ting mens han er hernede.

Vi har blandt andet snakket om at køre en tur op til Blue Mountains som ligger nogle timers kørsel ind i landet fra Sydney. Jeg ser meget frem til at vise ham Sydney og håber han bliver lige så vild med byen og landet som jeg er blevet.)

Jeg håber at I alle har det godt derhjemme.

De varmeste tanker og knus fra

Mette

Mettes fjerde rejebrev

Søndag d. 21. december 2011

Kære Alle sammen. Endnu en lille opdatering fra Sydney hvor hospitalsopholdet nærmer sig sin afslutning. Korte version: Er siden sidst blevet: overfaldet af en overlæge og en edderkop (begge næsten med døden som udgangspunkt) færdig med min eksamen (som gik godt) bedre til at forstå humoren på ortopædkirurgisk afdeling (hvilket efter min mening medicinstuderende burde få forelæsninger i) anatomisk udfordret (hvorfor er det vigtigt??) samt solskoldet på næsen(!!)

Lange version: Vi har fået (vel)overstået vores eksamen hernede og er godt i gang med sidste uge på hospitalet (som tiden dog flyver afsted). Eller det vil sige JEG er i gang med sidste uge på hospitalet - Christine er rejst nordpå og har taget tidligt juleferie for at dykke og Karen har fået besøg af Kasper og de er smuttet en uge til Cairns. Så jeg holder skansen på hospitalet imens.

Jeg er på den sidste afdeling nu, som er ortopædkirurgi. Den første uge blev jeg degraderet fra medicinstuderende til ”stik-i-rend-dreng” og hentede kaffe til lægerne. Den første dag jeg mødte på afdelingen, præsenterede jeg mig for overlægen (Peter Walker), som kiggede på mig med den største afsky og siger at han ikke bryder sig om medicinstuderende – hvorefter han vender sig om og går. Den første uge var hård!

Derefter gik det lidt bedre og jeg fik lov til at komme med ind til nogle operationer og se på. Sidste uge fik jeg lov til at gå med i kirurgisk håndvask og var med til at assistere (fordi de manglede en af de yngre læger). Det var en hofte-operation hvor jeg skulle stå og holde et ben. Efter en times tid begyndte jeg at blive lidt træt i min ryg og kæmpede med at holde mig vågen. Jeg prøvede på ikke at stå i vejen for lægerne og alligevel ender det med at Peter Walker (ham der hader medicinstuderende) får vendt sig om lidt for hurtigt og lidt for kraftfuldt (det er alle sammen store og stærke mænd der arbejder på ortopædkirurgi), hvilket resulterer i at jeg får hans store kirurger-arm lige i hovedet og flyver i gulvet med et kæmpe brag. Det vakte ikke nogen særlig begejstring hos Peter Walker, der råbte op at han skulle bruge et nyt ærme MED DET SAMME (fordi han ikke længere var steril efter at have ramt mig) og lod (stakkels) mig ligge forslået på gulvet. Ikke flere operationer til mig den dag.

Det rygtedes hurtigt at jeg bogstavelig talt var blevet jordet i gulvet af den store og farlige overlæge, og det bevirkede at de andre læger fik lidt sympati for mig og jeg har fået lov til at være med til rigtig mange operationer og assisteret, skåret, klippet og syet. Det har været rigtig godt og enormt spændende. Her op til jul har de ikke så travlt og derfor har de givet sig god tid til at lære mig forskellige kirurgiske færdigheder og superviseret mig under operationer. Har dog været anatomisk udfordret på denne afdeling og lægerne synes, at det er sjovt at jeg roder lidt rundt i anatomien og hygger sig med at udspørge mig om forskellige ting. Og hvis jeg svarer forkert så får de en bedre dag ved at kunne fortælle mig det rigtige svar (ja – nu er det jo så også dem der står med hovedet nede i ”kødsovsen” til hverdag – og skal ikke kunne andet end at klippe/klister).

De har faktisk været rigtig søde på afdelingen og vi har haft mange hyggelige og sjove timer på operationsstuen. Jeg er rigtig glad for at jeg slutter mit ophold af på netop denne afdeling. Desuden henter jeg ikke længere kaffe! Nogle gange kommer der noget godt ud af at være blevet ”slået ned” af overlægen :-)

Siden jeg skrev sidst har jeg haft besøg af Simon. Det var rigtig godt at se ham og vi havde to helt fantastiske uger hernede!! Vi lejede bil nogle dage og kørte lidt ind i landet og fik set en masse. Vi fik slappet af, været i operaen en aften, nød det gode vejr, Sydney og hinanden. Det var noget hårdt (og ikke helt uden tårer) at skulle sige farvel til ham i lufthavnen da han skulle hjem.

Ja – så skete det! Jeg blev offer for et af Australiens vilde dyr. Blev i søndags angrebet og skambidt af en edderkop. Det var først her i dag, da jeg mødte på hospitalet, at en af lægerne bemærkede at min fod var hævet og det væskede fra bidsåret. Jeg spurgte flere af ortopædkirurgerne til råds om såret og de løb skrigene bort alle sammen. Besluttede derfor at gå ned på skadestuen for at få det tjekket (og for at undgå at ortopæderne startede op på en amputation af min fod – hvilket er sådan de håndterer tingene). Lægerne dernede kunne bekræfte at jeg var blevet offer for et ”edderkoppe-angreb” og de morede sig meget over at ortopæderne havde jaget en skræk i livet på mig og fortsatte derfor joken om, at jeg nok ville miste min fod og at de aldrig havde set noget så slemt før i hele deres karriere. Jeg blev mere og mere bange og var helt sikker på at jeg lå på grænsen mellem liv og død. Det var først da jeg spurgte hvor mange dage jeg havde tilbage at leve i, at de stoppede deres ”practical joke” og jeg fik en førsteklasses behandling samt en masse antibiotika. Fik lov til at tage resten af dagen fri samt at beholde min fod :-) (Det viste sig "bare" at være et lille edderkoppe-bid fra en helt uskyldig en af slagsen som havde forsaget en betændelse).

Ja – som I kan høre så forstår jeg at holde gang i dem her på hospitalet og har nu også reddet deres julefrokost :-) Dagens lektie: Stol ALDRIG på ortopædkirurger samt tjek netdoktor.dk ud inden eventuelle besøg på skadestuen for at undgå at blive til grin!

Julen nærmer sig – hvilket er svært at forestille sig. Solen skinner og det er varmt udenfor. Ikke rigtig det vi forbinder med jul og det er svært at finde julestemningen frem. Vi har derfor besluttet at julen i år bliver fejret på stranden med barbecue og ris á l’amande. Den 25. december skal vi hjem til vores underviser, professor Peters og hans familie, for at fejre jul. Nytårsaften er sidste aften i Sydney og 2012 skydes i gang med en roadtrip ned langs østkysten. Vi starter med at flyve nordpå og tager vejen ned til Melbourne hvor vi slutter af.

Der er kommet lidt ændringer i planerne og Christine rejser ikke med mig og Karen. Hun har valgt at tage til New Zealand i stedet, idet hun har rejst rundt nogle uger med hendes østrigske ”ven” og derfor allerede set en hel del af østkysten.

Karen og jeg har besluttet at vi blandt andet skal ud at sejle nogle af dagene og se Great barrier reef, snorkle, på surfcamp, se nogle af Australiens vidunderlige strande og ellers slappe af og lade op til et nyt semester i februar. Vi mødes alle 3 igen i Sydney og vender snudeskaftet hjemad den 25. januar og lander i København den 26. om formiddagen.

Jeg håber at I alle må få en rigtig glædelig jul og et godt nytår :-)

Vi ses i 2012!!

De kærligste julehilsner fra Mette